Overtrædelse af den normale handlepligt

Når man vurderer erstatningsansvaret, må man være opmærksom på, at for visse personer gælder der en helt speciel handlepligt. Normalt gælder der altid en handlepligt for personer, hvis der foreligger en forskrift som forskriver, hvorledes der skal handles. Men selv hvor der ikke foreligger en forskrift, kan der ifaldes et erstatningsansvar, hvis man ikke handler på en bestemt måde.

For forældre gælder det, er de har en pligt til at føre tilsyn med deres børn, og børnenes opførsel og ageren. De samme gælder for skoler, børnehaver og institutioner når de varetager barnet. For yderligere beskrivelse af problemstillingen med børn, må der henvises til artiklen om børns erstatningsansvar. Der gælder også en udvidet handlepligt for personer som er arrangører. Arrangørerne har pligt til at påse, at hverken tilskuere, deltagere kommer til skade, eller at disse har mulighed for at påføre en skade. Hvis en skole tager på udflugt, vil det således i første række være skolen som skal erstatte de skader, som børnene forårsager på inventar osv. under udflugten. Ofte kan arrangører også blive ansvarlige, hvis de ikke giver deltagerne en tilstrækkelig og forsvarlig instruktion i, hvordan de skal agere. Modsat kan der også være tilfælde, hvor der forvoldes en skade, men arrangører, skoler osv. ikke er ansvarlige. Er visse genstande ubeskyttet og udsatte, i en sådan grad, at der alt for let kan ske en skade, så er det ikke sikkert arrangøren eller skolen ifalder et ansvar, eller arrangøren der lider skaden kan få den erstattet. I situationer, hvor der er arrangeret udflugter, vil arrangører og ledere dog heller ikke ifalde et ansvar, hvis de ting og områder de har anvist til udflugten, var forsvarlige. Hvis skole X laver en udflugt til en forlystelse, og en af børnene kommer til skade, vil det ikke være skole X der ifalder ansvaret, men derimod forlystelsesparken, hvis deres forlystelser ikke har været sikre nok. Så som altid må man i første omgang se på, hvem der har udvist en uforsvarlig adfærd, før man placerer skylden. Men der gælder en udvidet handlepligt for arrangører.

Der gælder også en handlepligt for arbejdsgivere. Arbejdsgiverne skal altid sørge for, at deres ansatte arbejde under betryggende forhold. Dette gælder både i forhold til sikkerheden, men også i forhold til miljøet de ansatte færdes i. En arbejdsgiver kan blive ansvarlig, hvor han ikke har givet de ansatte tilstrækkeligt med instruktioner, ikke har sørget for sikkerhedsforanstaltninger, eller hvis der indgår momenter i arbejdet, der ikke burde indgå. Følger en arbejdsgiver ikke de forskrifter han er forpligtet til at følge, vil der med stor sandsynlighed blive pålagt arbejdsgiveren et ansvar. Det er ikke kun arbejdsgiverens egen ansatte han kan blive erstatningsansvarlige for. Andre personer som der færdes på den arbejdsplads arbejdsgiverens styrer, vil han kunne pådrage sig en skade. Hvis skaden skyldes, at forskrifterne ikke er fulgt, vil arbejdsgiveren også være ansvarlige for disse personer. Men hvis en person der ikke er berettiget til at færdes på arbejdspladsen kommer til skade, vil der næppe kunne ifaldes et ansvar. Det samme gælder også for arbejdstagere som på eget initiativ indfinder sig på en arbejdsplads efter arbejdets ophør.

Ejere af fast ejendom har også en speciel handlepligt. De skal sørge for at ejendommen bliver vedligeholdt, og ikke udgør en farer for andre personer. Vedrører det farlige ved ejendommen en installation som en anden person har gjort, som ikke er sket forsvarligt, vil det dog være installatøren der er ansvarlig. Husejere skal således sørge for, at huset er forsvarligt indrettet, at træer og lign, ikke vælter ned på en vej, og at det tilhørende fortov og lignende ikke udgør en fare.

Person der udlejer driftsmateriel har en pligt til at sikre sig, at alt driftsmaterialet virker og fungere optimalt, således at det ikke udgør en fare for andre personer. Ofte indenfor disse områder, og indenfor det ovenfor nævnte områder, fastlægges retsstillingen også efter sædvaner. En sædvane er en måde at gøre tingene på, som det er gjort gennem længere tid, og derfor er blevet måde det skal gøres på. Dog vil ikke alle sædvaner være afgørende. Er en adfærd blevet en sædvane, at man efter hvert eneste udlån af driftsmateriel kontrollere, at det opfylder sikkerhedskravene, og sker dette ikke, så vil det medføre en skærpet vurdering. Derfor skal man holde sig lovgivningen, forskrifter, andre retsakter og sædvanlige handlemåder for øje, da de alle kan have betydning for ansvarsvurderingen. Yderligere vil det dog altid blive tillagt betydning hvor farlig handlingen er, hvor stor en skade den kan medføre, og om de var muligt nemt at sørge for, at handlingen udgjorde mindst mulig skade (træffe foranstaltninger). Tidligere erfaringer, hvor det eksempelvis har vist sig at der skete en skade, vil også kunne spille ind. Herudover spiller skadevolderens adfærd en afgørende rolle.