Kompetence

Staten fører tilsyn med kommunerne. Dette betyder en ekstra retssikkerhed for borgerne, da kommunerne er forpligtet til at overholde de gældende regler. Det sikre også mere lighed mellem kommunerne i anvendelsen af de forskellige lovregler. Det vil skabe stor usikkerhed hos den enkelte borger, hvis en kommune i Jylland tildeler sygedagpenge til stort set alle, der anmoder herom, mens en kommune på Sjælland stort set aldrig tildeler kommunens borgere sygedagpenge. Under dette emne finder du information om kommunens kompetence til at foretage dispositioner, som ikke er fastsat ved lovgivning. Du kan ligeledes læse om Danmarks udenrigspolitiske kompetence.

Danmarks udenrigspolitiske kompetence

Danmarks udenrigspolitiske kompetence er fastsat i grundloven. Det er her bestemt, at kongen (Dronning Margrethe) handler på rigets vegne i internationale anliggender. I praksis er det dog regeringen, der har de udenrigspolitiske beføjelser, og Dronning Margrethe disponerer således ikke personligt på området. Det er primært udenrigsministeren, der tager sig af internationale anliggender, men udenrigsministeren har mulighed for at dele opgaver ud til f.eks. fagministerier og styrelser, hvis fagområde falder indenfor den pågældende opgave. Også statsministeren har kompetence til at disponere over udenrigspolitiske opgaver.

Regeringens kompetence indenfor internationale anliggender

Regeringens kompetence indenfor internationale anliggender er et regeringsprærogativ. Det vil sige, at regeringen har enekompetence på området, og Folketinget kan således ikke træffe beslutninger f.eks. ved at lovgive på området, der er retligt bindende for regeringen for så vidt angår kompetencen til at handle på rigets vegne i internationale anliggender. Dog kan repræsentanter for Folketinget godt deltage i internationale organer, som har rådgivende funktioner. Dette gælder f.eks. organer som Europarådets Rådgivende Forsamling og Nordisk Råd.

Med hensyn til Danmarks deltagelse i EU

Med hensyn til Danmarks deltagelse i EU gør særlige forhold sig dog gældende. Europaparlamentet har ikke kun en rådgivende funktion men er også en del af lovgivningsmagten inden for EU. De danske repræsentanter i Europaparlamentet handler ikke på rigets vegne, og de er derfor ikke underlagt regeringens instruktioner. Vedrørende Kommissionen skal alle medlemmerne af Kommissionen udføre deres arbejde uafhængigt af den stat, de er valgt fra. De danske medlemmer må således ikke søge eller modtage instrukser fra regeringen. De danske ministre handler fortsat under deres ministeransvar, når de udfører opgaver for Rådet i EU.

Grønland og Færøerne

Grønland og Færøerne kan indenfor visse områder selv forhandle og indgå folkeretlige aftaler med fremmede stater og mellemfolkelige organisationer. De kan f.eks. søge om optagelse i internationale organisationer, der giver adgang for andre end stater og sammenslutninger af stater til at blive optaget i eget navn. Grønland og Færøerne har dog ikke bemyndigelse til at indgå folkeretlige aftaler, som vedrører forsvars- og sikkerhedspolitikken eller folkeretlige aftaler, som forhandles indenfor en mellemfolkelig organisation, som Kongeriget Danmark er medlem af.

Nogle udenrigspolitiske dispositioner kan regeringen ikke foretage

Nogle udenrigspolitiske dispositioner kan regeringen ikke foretage, uden Folketinget samtykker hertil. Regeringen kan f.eks. ikke indskrænke eller udvide landets grænser uden Folketingets samtykke. Derudover kan regeringen ikke opsige en mellemfolkelig overenskomst, som er indgået med Folketingets samtykke eller anvende militære magtmidler mod en anden stat. Generelt gælder, at regeringen ikke kan indgå forpligtelser, som er af større betydning, eller hvor samtykke fra Folketinget ellers findes nødvendigt. Dette gælder f.eks. på områder, hvor internationale forpligtelser kun kan foretages gennem lovgivning. Dette vil være tilfældet, hvis det i en traktat er bestemt, at en handling, der tidligere har været lovlig i Danmark, fremover skal være strafbar. Folketinget vælger et Udenrigspolitisk nævn, som regeringen skal rådføre sig med, når der skal foretages vigtige udenrigspolitiske afgørelser.

Det kan ved lov bestemmes

Det kan ved lov bestemmes, at de beføjelser, som myndighederne her i riget har efter grundloven, gennem lovgivning kan overlades til mellemfolkelige myndigheder. Dette omhandler suverænitetsafgivelse til andre internationale organisationer. Disse organisationer kan dog kun overlades beføjelser, hvis de respekterer de grundlæggende folkeretlige principper om f.eks. ligestilling mellem stater. For at der kan afgives suverænitet, kræver det, at et flertal på fem sjettedele i Folketinget, dvs. 150 medlemmer, skal stemme for forslaget om suverænitetsafgivelsen. Hvis dette ikke opnås, skal lovforslaget sendes ud til folkeafstemning.

Kommunerne kan foretage dispositioner uden lovhjemmel

Hovedreglen er, at kommunerne ikke kan foretage dispositioner, medmindre der er fastsat bestemmelser herom i lovgivningen. Kommunerne har dog mulighed for at foretage visse økonomiske dispositioner, selvom dette ikke er bestemt af lovgivningsmagten. Kommunerne kan ikke foretage indgreb overfor borgerne af nogen art. Kommunerne kan således ikke udstede forbud, påbud, opkræve skat eller lignende, uden man som borger kan se, at dette er bestemt ved lov. Dette ville stride mod den enkelte borgers retsikkerhed.

Kommunerne kan derimod f.eks. stille forskellige ydelser til rådighed

Kommunerne kan derimod f.eks. stille forskellige ydelser til rådighed for borgerne. Reglerne herom er omfattet af det, der kaldes for kommunalfuldmagten. Kommunalfuldmagten er uskrevne grundsætninger, der regulerer kommunernes mulighed for uden lovhjemmel at påtage sig opgaver. Efter kommunalfuldmagten er kommunerne dog begrænset af en række krav, der skal tages hensyn til, når kommunerne beslutter, hvordan de økonomiske ressourcer skal fordeles. Kommunerne må som en selvfølge ikke foretage dispositioner, som direkte strider mod gældende lovgivning. Der skal således tages hensyn til de generelle regler, som borgerne kan støtte ret på. Kommunerne må f.eks. ikke give støtte til en forening, hvis foreningens formål er ulovligt. Dette kan være tilfældet, hvor en forening vil værne om miljøet og foreningens medlemmer derfor udøver sabotage mod en forurenende men lovlig virksomhed.

kommunerne kan påtage sig en opgave efter kommunalfuldmagten

For at kommunerne kan påtage sig en opgave efter kommunalfuldmagten, skal opgaven være af almennyttig karakter. Den pågældende disposition skal således komme borgerne til nytte i almindelighed, og den skal have et generelt sigte. Derudover kan en kommune kun påtage sig opgaver, som er i den enkelte kommunes interesse. Dette vil f.eks. være tilfældet, hvor en aktivitet imødekommer et fælles behov i lokalsamfundet, som kommer borgerne til gode. Det kan f.eks. være ved opbygning eller vedligeholdelse af kommunens infrastruktur ved indsættelse af en færgerute, hvor der er behov, eller ved forbedring af kommunens busforbindelser.

Kommunerne kan ligeledes kun påtage sig at støtte opgaver, som interessemæssigt er knyttet til den enkelte kommune

Kommunerne kan ligeledes kun påtage sig at støtte opgaver, som interessemæssigt er knyttet til den enkelte kommune selv. En kommune kan f.eks. ikke støtte et projekt, hvis det kun eller primært kun gavner nabokommunen og ikke den pågældende kommunens egne borgere. Er det nødvendigt, at en aktivitet foregår i en anden kommune, kan kommunen dog godt støtte aktiviteten, hvis aktiviteten er i kommunens interesse og er af almennyttig karakter. Det er ikke kun et krav, at aktiviteten territorialt knyttet til kommunen, men der skal også være en tilknytning i forhold til aktiviteter, der falder under andre administrative niveauer. Dette gælder f.eks. statslige aktiviteter. En kommune vil ikke kunne støtte forsvarsmæssige opgaver som f.eks. opførelse af en kaserne, da dette er en klar statslig opgave, som ikke interessemæssigt er knyttet til den enkelte kommune. Kommunerne kan dog yde økonomisk støtte til statslige projekter i det omfang, der forelægger en kommunal interesse. Det kan f.eks. være kommunens interesse i, at en retsbygning i byen arkitektonisk tilpasses med resten af byens arkitektur. Kommunerne må ikke begunstige enkeltpersoner men skal behandle borgerne lige.

Kommunerne skal behandle borgerne lige

Hovedreglen er, at kommunerne ikke kan foretage dispositioner, medmindre der er fastsat bestemmelser herom i lovgivningen. Kommunerne har dog mulighed for at foretage visse økonomiske dispositioner, selvom dette ikke er bestemt af lovgivningsmagten. Kommunerne kan ikke foretage indgreb overfor borgerne af nogen art. Kommunerne kan således ikke udstede forbud, påbud, opkræve skat eller lignende, uden man som borger kan se, at dette er bestemt ved lov. Dette ville stride mod den enkelte borgers retsikkerhed. Kommunerne kan stille forskellige ydelser til rådighed for borgerne for foreateg sig opgaver af almennyttig karakter. Opgaver skal interessemæssigt være knyttet til den enkelte kommune selv. Reglerne herom er omfattet af det, der kaldes for kommunalfuldmagten. Kommunalfuldmagten er uskrevne grundsætninger, der regulerer kommunernes mulighed for uden lovhjemmel at påtage sig opgaver.

Kommunerne må således ikke hverken økonomisk eller socialt støtte enkeltpersoner, der har brug for det, hvis dette ikke er lovgivningsbestemt

Udover de nævnte hensyn må kommunerne ikke begunstige enkeltpersoner eller grupper af borgere, når de påtager sig særlige opgaver efter kommunalfuldmagten. Kommunerne må således ikke hverken økonomisk eller socialt støtte enkeltpersoner, der har brug for det, hvis dette ikke er lovgivningsbestemt. Kommunenes dispositioner skal komme borgerne til gode som en helhed og ikke kun enkelte borgere eller enkelte grupper. Heller ikke en kommune selv må beriges, hvis det er på bekostning at kommunens borgere. Kommuner er offentlige og almennyttige, og deres formål må derfor ikke være at tjene penge. Generelt gælder derudover et krav om saglighed. Kommunerne kan således ikke indgå aftaler og give støtte, hvis der inddrages personlige og for kommunerne uvedkommende hensyn, når der skal tages stilling til, om forholdet falder ind under kommunalfuldmagten. Vurderingen skal således være objektiv, og der skal kun tages stilling til de nøgterne kendsgerninger. En kommune må f.eks. ikke afbryde elforsyningen til en borger for at inddrive skat, som borgeren ikke retmæssigt har betalt. Dette vil være et usagligt hensyn.

Ligeledes gælder et lighedskrav efter kommunalfuldmagten

Ligeledes gælder et lighedskrav efter kommunalfuldmagten. Borgerne har således krav på at blive ligestillet, og ingen borger må prioriteres højere end andre. Kommunernes ydelser og tilbud skal derfor som udgangspunkt gælde for alle kommunens borgere efter samme vilkår. Kommunen kan dog forskelsbehandle, hvis der lægger saglige hensyn bag. F.eks. må en kommune gerne lave rabatordninger til pensionister til benyttelse af offentlige transportmidler. Dette kan accepteres, fordi pensionister ofte benytter den offentlige transport udenfor myldretiden, og det vil derfor være en fordel at tiltrække denne gruppe af borgere for at udnytte anvendelsen af de offentlige transportmidler bedst muligt. Kommunerne må aldrig yde støtte til projekter eller aktiviteter, hvis dispositionen ikke er økonomisk forsvarlig. Dette er ligeledes en betingelse, som skal indgå ved vurderingen af, om kommunerne holder sig indenfor kommunalfuldmagtens grænser.