Kommunal forvaltning og service

Dette emne dækker primært over kommunernes opgaver og kompetencer og statens tilsyn med kommunernes forvaltning. Med kommunal forvaltning menes kommunens forvaltning af de kommunale opgaver. Dette emne indeholder en gennemgang af de offentlige organer som f.eks. statsforvaltningerne og kommunerne. Du kan læse om hvilke dispositioner, kommunerne kan foretage uden lovhjemmel, og så kan du læse om kommunernes mulighed for at støtte privat erhvervsvirksomhed, uden der er fastsat bestemmelse herom i lovgivningen. Du finder ligeledes information om statens tilsyn med kommunerne og regionerne.

Den offentlige forvaltning

Den offentlige forvaltning er stat, regioner, kommuner og enkelte andre myndigheder. Den offentlige forvaltning har ikke en dømmende eller lovgivende magt men i stedet en udøvende funktion. Det er således den offentlige forvaltning, der i praksis arbejder med den lovgivning, som er fastsat af den lovgivende magt (Folketinget). Ministerier, regioner og kommune har en væsentlig rolle i den offentlige forvaltning. Ministre og kommunalbestyrelsesmedlemmer skal derfor overholde de regler, som er fastsat af Folketinget. Mange love regulerer kun forholdet indenfor den offentlige forvaltning og finder derfor ikke anvendelse for private. Det gælder bl.a. forvaltningsloven og offentlighedsloven. Ca. 1/3 af de ansatte på arbejdsmarkedet er ansat i en offentlig stilling.

Statsforvaltningerne og kommunalbestyrelsen

Statsforvaltningerne og kommunalbestyrelsen er vigtige dele af den offentlige forvaltning. Der er i Danmark 5 statsforvaltninger, som er placeret i hver sin region. Statsforvaltningerne hører ind under Indenrigs- og Sundhedsministeriet, og statsforvaltningerne fører bl.a. tilsyn med kommunerne. Statsforvaltningerne varetager dog også opgaver, som hører under andre ministerier. F.eks. behandler de sager om adoption, separation og skilsmisse, børne- og ægtefællebidrag, samvær, forældremyndighed, faderskab, ægteskab og værgemål, som ellers hører under justitsministeriet. Derudover behandler statsforvaltningerne sager om indfødsret og opholdsbevis for EF/EØS-borgere samt er klageinstans for afgørelser på det sociale område og klageinstans for sager om børnefamilieydelse. Disse områder falder ellers ind under henholdsvis Ministeriet for Flygtninge, Indvandrere og Integration, Beskæftigelsesministeriet og Skatteministeriet.

Kommunalbestyrelsen

Kommunalbestyrelsen består af folkevalgte politikere, som har det overordnede ansvar i kommunerne. I nogle kommuner kaldes kommunalbestyrelsen for et byråd. Borgmesteren er formand for kommunalbestyrelsen. I Aarhus, Aalborg, Odense og på Frederiksberg kaldes formanden for rådmand og ikke for borgmester som andre steder. I hver kommune er også nedsat en række udvalg, der sørger for et bestemt område, som udvalget er nedsat til. Det kan f.eks. være et kulturudvalg, der varetager kommunens kulturelle område. Kommunalbestyrelsen holder møde mindst én gang om måneden, og møderne er som udgangspunkt offentlige. Kommunalbestyrelsen kan dog beslutte at holde et møde for lukkede døre, hvis en sag af særlig beskaffenhed skal drøftes. Det gælder f.eks. ved ansættelse og afskedigelse af en embedsmand.

som udgangspunkt Folketinget, der fastsætter reglerne

Det er naturligvis som udgangspunkt Folketinget, der fastsætter reglerne i kommunerne. Kommunerne kan dog påtage sig opgaver, som ikke er reguleret ved lov. Det gælder bl.a. opgaver som at yde støtte til foreninger, støtte til kulturelle formål, støtte til idræt, støtte til religiøse formål samt støtte til partipolitiske formål. Derudover kan kommunerne også varetage opgaver indenfor kommunal erhvervsvirksomhed, trafikale opgaver samt overtagelse af grundejer forpligtelser. På disse områder kan kommunalbestyrelsen altså selv vurdere, hvordan og om en opgave skal varetages.

Hvilke dispositioner kan kommunerne foretage uden lovhjemmel?

Efter kommunalfuldmagten kan kommunerne foretage forskellige økonomiske dispositioner uden lovhjemmel. Det betyder, at kommunerne kan påtage sig økonomiske forpligtelser, selvom der ikke er fastsat bestemmelser herom i lovgivningen. Kommunalfuldmagten er uskrevne grundsætninger, der regulerer kommunernes mulighed for uden lovhjemmel at påtage sig opgaver. Kommunalfuldmagten har forskellige hovedområder, som kommunerne typisk kan foretage forpligtelser indenfor.

støtte til foreninger og støtte til religiøse formål….

Det gælder områder som støtte til foreninger og støtte til religiøse formål. Derudover er det områder med udenrigspolitiske formål, kulturelle formål, idræt, trafikale opgaver, overtagelse af grundejerforpligtelser, kommunal erhvervsvirksomhed og privat erhvervsvirksomhed. Kommunalfuldmagten indeholder et forbud mod profitformål. Kommunerne kan som udgangspunkt således ikke påtage sig opgaver, der udelukkende eller overvejende har til formål at sikre kommunerne en fortjeneste eller en profit. En kommune kan påtage sig opgaver, der har til formål at tjene penge til kommunen, hvis der via lovgivningen er givet mulighed herfor.

støtte til partipolitiske formål….

Kommunerne kan ligeledes som udgangspunkt ikke yde støtte til partipolitiske formål uden lovhjemmel. Støtte kan dog gives til organisationernes sideaktiviteter som f.eks. idrætsaktiviteter,
Kommunerne kan yde støtte til foreninger og deres aktiviteter. Det kan f.eks. være boldklubber, ungdomsforeninger og lignende. Der kan således både ydes støtte til foreningsudgifterne, herunder administrationsudgifter samt støtte til den enkelte forenings aktiviteter. Det er dog et krav for at kunne modtage støtte, at foreningen ikke har et erhvervsøkonomisk formål, og foreningen må naturligvis ikke have et ulovligt formål. Kommunerne kan ligeledes nok yde støtte til religiøse formål som f.eks. folkekirkens aktiviteter, men da det ikke direkte er en kommunal opgave, støtter kommunerne i praksis sjældent kirkelige eller religiøse formål. Som udgangspunkt er udenrigspolitiske forhold statens opgave at varetage. Kommunerne kan dog støtte humanitære indsamlinger, som staten også støtter, ligesom kommunerne kan have venskabsbyaftaler med kommuner i andre lande.

varetage og støtte aktiviteter af kulturel karakter

Det er også almindeligt anerkendt, at kommunerne kan varetage og støtte aktiviteter af kulturel karakter. Det kan være aktiviteter som musik, teater eller museer. Kommunerne vil i den forbindelse kunne stille krav til den kulturelle aktivitets art, omfang og placering. Også idrætsområdet støttes i praksis jævnligt af kommunerne efter kommunalfuldmagten. Det kan f.eks. være idrætsanlæg som boldbaner, idræts- og svømmehaller. Kommunerne kan dog ikke yde støtte til professionelle sportsklubber, hvis de kan anses for erhvervsvirksomheder, hvilket ofte er tilfældet i dag. Udover ovenstående varetager kommunerne en række opgaver på det trafikale område. Det gælder f.eks. området for den kollektive trafik. Kommunerne kan således drive eller støtte busruter, da det er en væsentlig del af kommunens infrastruktur. Det skal blot være i kommunens og borgernes interesse, at det pågældende område støttes. Kommunerne kan også overtage grundejerforpligtelser som f.eks. bortskaffelse af affald og spildevand.

Som hovedregel kan kommunerne ikke drive virksomhed

Som hovedregel kan kommunerne ikke drive virksomhed, da virksomheder har et erhvervsøkonomisk formål, og skal kommunerne kunne påtage sig sådanne opgaver, kræver det, at der er fastsat bestemmelser herom i lovgivningen. Kommunerne kan dog varetage produktion til eget brug. Kommunerne kan således producere varer og tjenesteydelser til løsning af kommunernes opgaver. Det gælder f.eks. vaskeri på sygehuse, et gartneri som leverer grøntsager til kommunens institutioner eller en håndværkerafdeling, som udfører reparationer på kommunernes ejendomme. Kommunerne kan ligeledes sælge biprodukter. Er der f.eks. biprodukter af en lovlig kommunal virksomhed som f.eks. know-how, kan kommunerne lovligt sælge sådanne biprodukter. Ved know-how vil kommunen således kunne sælge den viden, som er fremkommet ved udførelse af en kommunal opgave. Biproduktet skal dog være uundgåeligt, og det skal sælges til markedsprisen.

En tredje undtagelse til hovedreglen om forbud mod at drive virksomhed er salg af overskudkapacitet. Tilfældigt opstået overskudkapacitet kan afsættes til markedspris for økonomisk at udnytte kommunernes ressourcer på en rationel måde. Kommunerne kan derudover drive accessorisk virksomhed, hvilket vil sige, at der ved støtte til en sportshal også kan drives et cafeteria, da dette er en naturlig del af sportshallen. Kommunerne kan derfor eje cafeteriaet også men skal bortforpagte det for så vidt, det er muligt. En anden undtagelse er muligheden for at drive kommunal forsyningsvirksomhed. Der gælder her i hvile-i-sig-selv-princip, hvilket vil sige, at indtægter og udgifter fra virksomheden skal gå lige op, og der må derfor hverken oparbejdes under- eller overskud. Forsyningsvirksomhed kan f.eks. være forsyning af el eller vand til borgerne. Kommunerne kan derudover sælge egne ejendomme ved offentligt udbud samt deltage i jordforsyning for at sikre et udbud af byggegrunde.

Kan kommunerne støtte privat erhvervsvirksomhed uden lovhjemmel?

Efter kommunalfuldmagten kan kommunerne foretage forskellige økonomiske dispositioner uden lovhjemmel. Det betyder, at kommunerne kan påtage sig økonomiske forpligtelser, selvom der ikke er fastsat bestemmelser herom i lovgivningen. Kommunalfuldmagten er uskrevne grundsætninger, der regulerer kommunernes mulighed for uden lovhjemmel at påtage sig opgaver. Kommunalfuldmagten har forskellige hovedområder, som kommunerne typisk kan foretage forpligtelser indenfor. Et af områderne er kommunens adgang til at støtte private erhvervsvirksomheder. Dette gælder økonomisk støtte som f.eks. lån, tilskud og garantier for lån.
Kommunerne må dog ikke yde støtte, hvis dette forvrider konkurrencen mellem virksomhederne.

Kommunerne kan yde generel erhvervsstøtte

Kommunerne kan yde generel erhvervsstøtte, selvom der ikke er fastsat bestemmelser herom i lovgivningen, da risikoen for at forvride konkurrencen i dette tilfælde er meget lille. Generel erhvervsstøtte forelægger f.eks., hvor kommunerne vedligeholder en god infrastruktur ved at udbygge vejnettet i industriområderne, hvilket især kommer virksomhederne til gode. Kommunerne kan også påtage sig informationsopgaver via f.eks. et oprettet erhvervskontor og formidle viden om forhold vedrørende produktionen overfor private virksomheder. Disse forhold skal dog være af almennyttigkarakter, som f.eks. forhold om miljø og sundhed. Der kan ligeledes afholdes iværksætterkurser for at forsøge at få øget fremgang i kommunernes erhvervsliv. Informationen må ikke være individuelt tilpasset den enkelte virksomhed, da dette ikke vil være i kommunernes eller borgernes egentlige, fælles interesse.

Kommunerne har altså en bred adgang til at yde generel støtte

Kommunerne har altså en bred adgang til at yde generel støtte, men anderledes forholder det sig vedrørende individuel støtte, da dette medfører risiko for forvridning af konkurrencen mellem de erhvervsdrivende, og da det ikke umiddelbart er i kommunens interesse at støtte en enkelt virksomhed. Der forelægger derfor formodentlig et forbud mod både direkte og indirekte at yde individuel støtte til erhvervsvirksomheder i form af f.eks. tilskud og lån. En undtagelse hertil forelægger dog, hvis det er i kommunens interesse at støtte den pågældende virksomhed. Dette kan være tilfældet, hvor en virksomhed kan udføre en kommunal opgave for kommunen, som kommunen ellers selv skulle have varetaget. Kommunen vil i dette tilfælde kunne give f.eks. økonomisk støtte til den pågældende virksomhed. Det er dog en betingelse, at virksomheden ikke opnår et større udbytte, end hvad der normalt modtages for det pågældende forhold.

Selvom udgangspunktet er, at kommunerne kan yde generel erhvervsstøtte til private virksomheder, gælder dette ikke uden undtagelser. Kommunerne kan f.eks. ikke overtage normale omkostninger til produktion, selvom det gælder for alle virksomheder i kommunen, og støtten derfor er generel. Det betyder, at kommunerne f.eks. ikke kan påtage sig at sørge for bortskaffelse af affald for alle kommunens virksomheder uden beregning. Dette vil kun kunne gøres med lovhjemmel, bl.a. fordi det kan skabe konkurrenceforvridning mellem virksomhederne i de forskellige kommuner, når ikke alle kommuners virksomheder får en sådan støtte. Derudover vil det også skabe konkurrence mellem kommunerne om at skaffe de økonomisk stærke virksomheder til den enkelte kommune. Kommunerne har ikke adgang til økonomisk at hjælpe nødstedte virksomheder i kommunen.

Staten fører tilsyn med kommunerne og regionerne

Det er lovgivningsmagten, som overordnet bestemmer over kommunernes selvstyre. Efter kommunalfuldmagten kan kommunerne selvstændigt foretage visse økonomiske dispositioner uden at have lovhjemmel hertil. Se nærmere om kommunalfuldmagten i artiklen; ” Hvilke dispositioner kan kommunerne foretage uden lovhjemmel?” Lovgivningsmagten vil dog aldrig kunne afskaffe kommunernes selvstyre, men der er mulighed for at indskrænke kommunernes handlefrihed i forhold til, hvad kommunerne i dag kan foretage uden, der er fastsat bestemmelse herom i lovgivningen.

Kommunerne skal være underlagt et statsligt tilsyn

Kommunerne skal være underlagt et statsligt tilsyn. Det samme er gældende for regionerne. Dette er fastslået i grundloven. Staten skal føre tilsyn for bl.a. at sikre sig, at kommunernes politik stemmer overens med statens, og de gældende regler bliver fulgt på bedste vis i hele landet. Dette skaber en sikkerhed for borgerne. Statsforvaltningen i den region, hvori kommunen er beliggende, fører tilsyn med den pågældende kommune. Statsfovaltningerne fører primært tilsyn med, om kommunerne og regionerne overholder den lovgivning, som særligt gælder for de offentlige myndigheder. Man kan således ikke klage til statsforvaltningerne over f.eks. kommunens personale, forhold som vedrører en kommunens fejl eller forsømmelser i forbindelse med sagsbehandlingen, rimeligheden af en afgørelse eller andre forhold, som kan behandles af en særlig klagemyndighed eller tilsynsmyndighed. Det kan f.eks. være i tilfælde, hvor der er klageadgang til Det Sociale Nævn. Statsforvaltningerne ikke klageinstanser, og de bestemmer således selv, om de vil rejse en sag. De kan rejse en sag, uden en borger har henvendt sig og gjort opmærksom på et særligt forhold, eller de kan vælge ikke at rejse en sag på trods af en borgers henvendelse, hvis de ikke finder grundlag herfor. Henvender en borger sig, er Statsforvaltningen som tilsynsmyndighed forpligtet til at fremskaffe de oplysninger, der er nødvendige, for at der kan tages stilling til sagen.

Statsforvaltningerne kan som udgangspunkt udtale sig vejledende

Statsforvaltningerne kan som udgangspunkt udtale sig vejledende, hvis en kommune eller region har handlet ulovligt. Statsforvaltningen vil således udtale sig om forståelsen af de regler, der gælder for kommunen. Kommunerne vil som udgangspunkt følge statsforvaltningen udtalelse, men de er i princippet ikke forpligtet hertil. I særlige tilfælde kan der anvendes sanktioner overfor kommunerne. Det er f.eks. sanktioner som annullation, tvangsbøder, anlæggelse af en erstatningssag eller erstatningsretlig bod. Statsforvaltningen kan således annullere en beslutning, som er foretaget af kommunen samt udstede tvangsbøder, hvis kommunen ikke efterkomme de forpligtelser, som kommunen er forpligtet til efter gældende lovgivning. Derudover kan statsforvaltningen anlægge en erstatningssag mod et medlem af kommunalbestyrelsen, hvis vedkommende medlem er ansvarlig for, at kommunen er påført et tab. Statsforvaltningen har som sidste eksempel mulighed for at give bøder til et kommunalbestyrelsesmedlem, der groft tilsidesætter de forpligtelser, som følger af det pågældende medlems erhverv. Der kan dog ikke gives bøde ved små og ubetydelige forseelser.

Indenrigs- og Sundhedsministeriet har dog det overordnede tilsyn

Indenrigs- og Sundhedsministeriet har dog det overordnede tilsyn. Man kan f.eks. indbringe statsforvaltningernes afgørelse om anvendelse af de ovenfor nævnte sanktioner for Indenrigs- og Sundhedsministeriet. Det er kun den eller de personer, som afgørelsen er rettet i mod, der kan klage til ministeriet. Ministeriet kan ligeledes tage sager op af egen drift. Det gælder f.eks. forhold, hvor statsforvaltningen har udtalt sig vejledende om en kommunens ulovlige dispositioner. Dette sker dog kun, hvis ministeriet finder, at sagen er af generel eller principiel betydning eller har alvorlig karakter. Derudover tager ministeriet også sager op, hvor ministeriet finder, at der er grund til at undersøge, om statsforvaltningens dispositioner eller undladelser som tilsynsmyndighed er i overensstemmelse med gældende lovgivning. Ministeriet kan således undersøge, om en reaktion fra statsforvaltningen har været lovlig, samt om statsforvaltningen har foretaget et rimeligt skøn i en sag, hvor der f.eks. skal gives en godkendelse, eller om en sanktion afgivet af statsforvaltningen har været rimelig. Indenrigs- og Sundhedsministeriet sanktionsmuligheder er stadfæstelse, ophævelse, ændring af statsforvaltningens afgørelse eller hjemvisning af afgørelsen til fornyet behandling i den pågældende statsforvaltning.