De almindelige testamenter

Der er flere former for testamenter, som man skal skelne imellem, da der gælder forskellige formkrav alt efter, hvilken type, der er tale om. For det første er der en række såkaldt ordinære – almindelige – testamentsformer (notar- og skriftlige vidnetestamenter samt indbotestamenter), som står i modsætning til de ekstraordinære (nødtestamenterne). Notartestamentet skal oprettes skriftligt og underskrives eller vedkendes af testator for en notar. Med hensyn til ”vedkendelse” vil det sige, at hvis testator ikke er i stand til at skrive, så vil testamentet alligevel være gyldigt, hvis han på en eller anden måde har udtrykt sin anerkendelse over for notaren. Notarens opgave er bl.a. at undersøge, om der foreligger ugyldighedsgrunde, samt om testator er i stand til at oprette testamentet, og hvis notaren ikke mener, der er noget til hinder for oprettelsen, bliver testamentet påført en notarialattest samt registreret i Centralregistret for Testamenter. På den måde kan man let finde ud af, hvorvidt der findes et notartestamente i forbindelse med en persons død.

Dernæst er der vidnetestamenterne, hvor der også stilles et krav om skriftlig oprettelse samt underskrift eller vedkendelse fra testators side. I disse situationer skal der ikke medvirke en notar, men to vidner, som i fællesskab skal overvære underskriften eller vedkendelsen, hvorefter de med det samme skal underskrive testamentet. Det vil sige, at vidnerne skal overvære testators underskrift/vedkendelse, men ikke nødvendigvis hinandens underskrift. Vidnerne skal være til stede som testamentsvidner efter testators ønske, og de skal vide, at det er en testamentsoprettelse, de overværer. Endelig er det ikke hvem som helst, der kan være vidne, da der gælder nogle krav omkring deres habilitet, som skal være opfyldt på oprettelsestidspunktet; de skal være fyldt 18 år, og de må ikke have manglet forståelse af betydningen af vidnebekræftelsen pga. sindssygdom, herunder svær demens, hæmmet psykisk udvikling, forbigående sindsforvirring eller lignende tilstand. I øvrigt er der en række situationer, hvori man ikke kan være testamentsvidne. For det første må man ikke selv blive begunstiget i testamentet, ligesom at det ikke må begunstige ens ægtefælle, samlever, beslægtede eller besvogrede i op- eller nedstigende linje, søskende eller andre nærtstående. Det må heller ikke begunstige en person eller institution, som vidnet ved oprettelsen har sådan en tilknytning til, at han selv har en særlig interesse i begunstigelsen, og endelig må der ikke være andre omstændigheder, som vækker tvivl om vidnets habilitet. Det vil sige, at man ikke må være vidne, hvis en bestemmelse i testamentet begunstiger en selv enten direkte eller indirekte – man må så at sige ikke have nogen interesser i klemme.

Der er også mulighed for at oprette et indbotestamente, hvor man bestemmer, hvem der skal arve sædvanligt indbo og personlige ejendele. Testamentet skal oprettes skriftligt og må meget gerne dateres. Hvis man i forvejen er arving, og arvelader ved et dokument har bestemt, at den pågældende skal arve (nogle af) hans indbogenstande f.eks., så anser man bare bestemmelsen for at give arvingen en fortrinsret inden for sin arvelod. Det betyder, at arvingen ikke får indboet oven i det, som han i forvejen skulle have arvet, men at han blot får ret til at udtage indbogenstandene forud for de andre arvinger. Eksempelvis kan man forestille sig en slægtsarving, der er berettiget til en arvelod på 50.000 kr., mens et indbotestamente bestemmer, at han skal arve afdødes indbo, som viser sig at have en værdi af 30.000 kr. Arvingen skal så ikke arve 50.000 kr. + 30.000 kr., men alene 50.000 kr., mens han får fortrinsret til at udtage indboet.