Appel til administrative afgørelser

Hvis du ikke er enig med resultatet af en afgørelse, som du er udstedt af en forvaltningsmyndighed, kan du klage over afgørelsen, hvis du opfylder visse betingelser. Det har her betydning, hvilket forhold afgørelsen den vedrører, for hvor du skal aflevere din klage. Dette emne indeholder en oversigt over forskellige klageinstanser. Du kan finde information om, hvem du skal klage til, hvis du vil klage over en offentlig myndigheds afgørelse. Du kan ligeledes læse om Folketingets ombudsmand og hans funktion, og så finder du grundlæggende information om de forskellige domstole i Danmark.

Domstolene – Den Særlige Klageret og Sø- og handelsretten

Domstolene har i Danmark den dømmende magt. Det er bestemt i Grundloven. Derudover løser domstolene hertil knyttede opgaver, herunder skifteret, tinglysning, fogedret og administration. Domstolene primære virkeområde er afgørelse af tvister, idømmelse af straf samt afgørelse af spørgsmål om den offentlige forvaltningen overholder lovgivningen. Man kan selv vælge at gå i retten med f.eks. en civil sag, hvor man vil have rettens hjælp til at få gennemført et krav, man mener at have overfor en anden part. Man er i dette tilfælde sagsøger, mens den anden part er sagsøgte. Man kan også blive indkaldt til retten i f.eks. straffesager, hvor man er tiltalt for at have begået en forbrydelse.

Domstolene i Danmark består af

Domstolene i Danmark består af Højesteret, to landsretter, Sø- og Handelsretten, Tinglysningsretten, 24 byretter, Retten på Færøerne, retten i Grønland, Procesbevillingsnævnet, Den Særlige Klageret, Bibeskæftigelsesnævnet, Dommerudnævnelsesrådet og Domstolsstyrelsen. Man kan som hovedregel klage over en afgørelse, som er truffet at byretten. Dette gælder uanset, om der er tale om en civil sag, straffesag, tinglysningssag eller fogedsag. Hvis man ønsker at klage over en kendelse, er appelformen kære, mens appelformen er anke, hvis man vil klage over en dom. En kendelse er en retslig afgørelse af et spørgsmål, som opstår under end retssag. En kendelse afslutter ikke retssagen, modsat en dom der er en afgørelse, som træffes af en domstol og som afslutter retssagen i den pågældende instans. Kære og anke vil sige, at man indbringer kendelsen eller dommen til fornyet behandling og prøvelse ved en højere instans.

Sø- og handelsretten

Sø- og handelsretten er en ordinær ret og er opdelt i to sagsbehandlende afdelinger, – en Retsafdeling og en Skifteafdeling. Sø- og handelsretten er den eneste ret i Danmark, som er specialiseret og derfor kun behandler udvalgte sagstyper. Dette gælder f.eks. sagstyper som sø- og handelssager, markedsføringssager, konkurrencesager, EU patentsager samt principielle ansættelsesretlige sager. Tingslysningsretten ligger i Hobro og behandler alle tingslysningssager. Tingslysning skal foregå digitalt på hjemmesiden www.tingslysning.dk. Her kan man foretage den nødvendige tinglysning i Tingbogen, Bilbogen, Personbogen eller Andelsboligbogen.

Den Særlige Klageret

Den Særlige Klageret træffer afgørelse i disciplinære sager vedrørende dommere og juridisk personale, som er ansat ved domstolene. Klageretten behandler desuden sager, der omhandler udelukkelse af forsvarere fra straffesager samt sager om genoptagelse af straffesager. Domstolsstyrelsen er en selvstændig statsinstitution, som hører ind under Justitsministeriet. Justitsministeren kan dog ikke bestemme over Domstolsstyrelsen og kan ikke ændre Domstolsstyrelsens afgørelser. Retten på Færøerne behandler de samme sager, som byretterne i Danmark. Der er mulighed for at anke afgørelser fra Retten på Færøerne til Østre Landsret. Retterne i Grønland består af 18 kredsretter, Retten i Grønland samt Grønlands Landsret. Kredsretterne behandler alle straffesager og civile sager, og det er derfor også her, de fleste retssager starter. Er sagerne komplicerede, kan de blive behandler af Retten i Grønland som første instans. Grønlands Landsret fungerer som anden instans for appelsager.

Muligheden for at klage over en offentlig myndigheds afgørelse

Har man modtaget en afgørelse fra en offentlig myndighed, har man lov til at klage over afgørelsen, hvis man opfylder visse betingelser. Man skal bl.a. være klageberettiget. Se herom i næste afsnit. Opfylder man dette, skal en anden offentlig myndighed behandle sagen igen. Dette kaldes for administrativ rekurs. Det kræver dog, at den anden myndighed fører kontrol med den myndighed, som i første omgang har truffet afgørelsen. Man kan f.eks. klage til statsforvaltningen over en kommunes afslag på en ansøgning om byggetilladelse. Statsforvaltningen fører tilsyn med kommunerne.

Man skal være klageberettiget

Man skal være klageberettiget for at kunne klage over kommunens afgørelse. Man er klageberettiget, hvis afgørelsen er rettet til én, eller hvis man på anden måde har en væsentlig interesse i sagens udfald. Det vil sige, at man skal berøres af afgørelsen. Der gælder forskellige klagefrister alt efter, hvilket område der klages indenfor. Er der f.eks. anvendt tvang på det sociale område, kan man klage til Det Sociale Nævn indenfor 4 uger efter, man modtaget kommunens afgørelse i sagen. Dette gælder f.eks. sager, hvor en beboer på et bo- eller dagtilbud er blevet tvangstilbageholdt. Medmindre andet er bestemt i lovgivningen, begynder fristen at løbe fra det tidspunkt, hvor afgørelsen er kommet frem til én. Normalt vil man formode, at den er kommet frem dagen efter, den er afleveret til postvæsenet. Dette gælder dog ikke, hvis man kan bevise, at afgørelsen er modtaget på et senere tidspunkt. Fristen udløber samme ugedag, som afgørelsen kom frem. Har man f.eks. modtaget afgørelsen en tirsdag, udløber klagefristen på en tirsdag 4 uger senere, hvis sagen vedrører forhold på det sociale område. Har man dog modtaget afgørelsen en lørdag, udløber fristen først den førstkommende hverdag 4 uger senere. Klagen skal være kommet frem til myndigheden denne ugedag.

rekursmyndigheden

Man skal dog ikke sende klagen til rekursmyndigheden, f.eks. Det Sociale Nævn som i eksemplet ovenfor. En klagen over en kommunens afgørelse skal i stedet sendes til den kommune, som har truffet den afgørelse, man ønsker at klage over. Grunden til dette er, at kommunen skal vurdere sagen igen, inden klagen sendes videre til Det Sociale Nævn. Kommunen har dog ikke altid lov til at genvurdere sagen. Dette skal være udtrykkeligt bestemt i lovgivningen, hvilket f.eks. er tilfældet på det sociale område. Er der er klageorgan på det pågældende område, skal klagen sende til dette. Klager over sundhedsvæsenet skal f.eks. sendes til Patientombuddet.

sikre den enkeltes borgers retssikkerhed

Muligheden for rekurs sikre den enkeltes borgers retssikkerhed. Det betyder, at man ved at få prøvet kommunens afgørelse i to instanser får en større sikkerhed for, at alle regler og faktuelle forhold bliver behandlet og anvendt korrekt. Det sikre desuden, at f.eks. kommunen ved genvurderingen behandler sagen grundigere, da de ved, at en højere instans, f.eks. Det Sociale Nævn, vil efterbehandle klagen. Man undgår derfor en masse fejl, som måske ellers ville være blevet overset. Hvis rekursmyndigheden, i eksemplet Det Sociale Nævn, ændre afgørelsen, skal førsteinstansen (kommunen) rette sig efter denne afgørelse.

rekurs er en hurtigere og billigere løsning

Muligheden for rekurs er en hurtigere og billigere løsning end f.eks. at gå til domstolene. Sagen kan afsluttes langt tidligere, og det koster ikke noget at anvende sin adgang til rekurs. Rekursmyndigheden kan desuden ændre afgørelsen. Ved klage over en forvaltningsmyndighed kan man henvende sig til Folketingets Ombudsmand, hvis man ikke er tilfreds med rekursmyndighedens afgørelse. Ombudsmanden bestemmer dog selv, om klagen skal tages op, og ombudsmanden har kun mulighed for at udtale kritik eller henstille til, at myndigheden overvejer sagen på ny og træffer en anden afgørelse. Derudover kan han naturligvis vælge at give myndigheden medhold. Folketingets ombudsmand kan således ikke ændre afgørelsen.

Muligheden for at klage til Folketingets Ombudsmand

Folketingets Ombudsmand kontrollerer statslige og kommunale myndigheder samt andre offentlige forvaltningsmyndigheder. Ombudsmanden er således et supplement til domstolenes prøvelse af forvaltningen. Man kan klage til ombudsmanden, hvis man er utilfreds med forvaltningsmyndighedernes afgørelser eller myndighedernes behandling af én selv eller af ens sag. Ombudsmanden vælger selv, om han vil behandle de klager, som ombudsmanden modtager. Ombudsmanden kan desuden tage sager op på eget initiativ samt sætte generelle undersøgelser i gang af en myndigheds behandling af sager. Derudover kan ombudsmanden foretage inspektion på enhver institution samt ethvert tjenestested, som hører ind under ombudsmandens virksomhed. Modsat domstolene kan ombudsmanden derfor føre efterfølgende kontrol med forvaltningen, hvis ombudsmanden finder anledning hertil. Dette gælder især de steder, hvor borgere kan blive frihedsberøvet som f.eks. psykiatriske hospitaler, fængsler, detentioner og arresthuse.

Ombudsmanden er valgt af Folketinget

Ombudsmanden er valgt af Folketinget, og i øjeblikket fungerer Hans Gammeltoft-Hansen som Folketingets Ombudsmand. Det er også Folketinget, der kan afskedige ombudsmanden, hvis Folketinget ikke længere har tillid til ombudsmanden. Det er Folketinget, der fastsætter de almindelige regler for ombudsmandens arbejde, men ombudsmanden er dog uafhængig af Folketinget i de konkrete sager. Ombudsmanden har ca. 85 medarbejdere. Ombudsmanden kan ikke behandle klager, der vedrører Folketinget og Folketingets institutioner, dvs. Folketinget, folketingsudvalg og Folketingets administration. Også behandling af sager der f.eks. vedrører det Udenrigspolitiske Nævn, Statsrevisorerne, Rigsrevisionen samt organer, som er nedsat af Folketinget, falder uden for ombudsmandens kompetence. Ombudsmanden kan ligledes ikke behanlde klager over domstolsafgørelser.

Kerneområdet for Folketingets Ombudsmand

Kerneområdet for Folketingets Ombudsmand er at varetage den enkelte borgers interesse ved at undersøge, om de offentlige myndigheder overholder de regler og forpligtelser, som borgene har krav på. Enhver kan klage til ombudsmanden. Man kan dog kun klage, hvis afgørelsen ikke kan påklage til andre myndigheder. Kan en kommunens afgørelse f.eks. påklages til en anden myndighed, kan man derfor ikke klage til ombudsmanden, før den pågældende myndighed har behandlet klagen. Man skal desuden have klaget inden 1 år efter, at afgørelsen er truffet, eller forløbet, der klages over, har fundet sted. Ombudsmanden kan kun udtale kritik eller henstille til, at myndigheden overvejer sagen på ny og træffer en anden afgørelse. Der er derfor ikke mulighed for, at ombudsmanden selv kan gå ind og ændre på afgørelsen. De offentlige myndigheder har ikke pligt til at rette sig efter ombudsmandens kritik, men myndighederne tager næsten altid ombudsmandens udtalelser til efterretning og følger hans henstillinger.

Som nævnt ovenfor kan ombudsmanden selv vælge at undersøge en sag

Som nævnt ovenfor kan ombudsmanden selv vælge at undersøge en sag nærmere. Ombudsmanden vil i så fald kunne kontrollere en virksomhed eller en institution for at få klarlagt, hvordan virksomheden eller institutionen behandler borgernes sager. Når ombudsmanden selv vælger at tage en sag op, gælder der ikke et krav om, at klagefristen på 1 år skal være overholdt, eller at forholdet først skal være påklaget til anden kompetent myndighed. Den myndighed, som sagen vedrører, er forpligtet til at udlevere de oplysninger til ombudsmanden, som ombudsmanden forlanger. Modsat domstolsprøvelse er ombudsmandens sagsbehandling gratis, forholdsvis hurtig, og der er ingen krav på klagens form og indhold.